Læs Clement Behrendt Kjersgaards kronik fra Politiken her

Besøg Clement på hans Kprofil

Hvad er argumentet i din kronik?
At hele mediebranchen, som vi kender den, er i et stadie af nedsmeltning. Man kan godt tale om ‘omdannelse’ eller ‘udvikling’ – men forandringerne finder sted i en skala, hvor de begreber måske ikke helt slår til.

Er dagbladene under afvikling?
Kronikken bruger en del plads på dagbladene, fordi det er lige i de her år, aviserne begynder at opfatte sig selv som direkte konkurrenter til tv: Kort sagt, ALLE medier er nu elektroniske. ALLE de store danske mediehuse (og de fleste små) har smidt deres betænkeligheder ved at gå ud i den store konkurrence på nettet (JP-Politiken, Berlingske, TV2, DR, Aller, Egmont). Og her er nettets logik sådan, at det stiller de samme to centrale krav til de tunge aktører: om hvad de skal levere (alting!), og hvad det må koste (ingenting!). Med andre ord: Den teknologiske udvikling – særligt web-tv – har ophævet alle indholdsmæssige begrænsninger, uden at man for alvor har andre finansieringsmodeller end annoncesalg. Så pludselig er alle på det samme marked – alle skal producere ALT, hvad de kan komme i tanker om, med – som krisen understreger: en enkelt, konjunkturafhængig indtægtskilde.

Dette er ikke en teori. Det er en konkret betragtning.

Redaktionerne spørger sig selv, “Hvorfor dækker vi ikke sport/forbrug/OL/galla? Hvorfor bringer vi ikke brugernes indlæg/opskrifter/film? Hvorfor linker vi ikke til (indsæt niche-websites)?” Der ER ikke nogen argumenter for at lade være.

Resultatet er, at de rigtig store mega-websites begynder at ligne hinanden. Det er paradoksalt af to grunde: dels fordi nettet blev set som det modsatte – en ladeport for forskellighed. Dels fordi aviserne for et par år siden lige havde lagt den modsatte strategi: at ligne hinanden MINDRE og skærpe deres individuelle profiler.

Hvad er problemerne ved net-ficeringen af avismediet?
Der er “konsekvenser” af net-ficeringen som dem, jeg har nævnt, men er det problemer? Ville problermene ved at lade være ikke have været større? Jeg kan slet ikke se, at dagbladene – eller nogen andre mediehuse – har haft noget valg. Dagbladene befinder sig i et særligt dilemma og afprøver en to-sidet strategi: at betragte papir-avisen som en form for nichemedie (dyr, forudsætningskrævende, skarpt-profileret, henvendt til en bestemt målgruppe) og drive deres websites som et mainstream-medie (gratis, forudsætningsløs, henvendt til alle). HVIS web-siden bliver en god forretning, der skal understøtte en tabsgivende papiravis, er det så min forudsigelse, at den redaktionelle profil fra nettet vil påvirke papiravisen. Dvs.: Den aktivitet, der genererer indtægterne og væksten, vil også sætte den redaktionelle retning.

Hvad ville en god strategi være for aviserne?
Jeg ville kun kunne give dem de samme anbefalinger som resten af branchen – kronikken slutter med tre af dem.

Du mener, at nettets virkelige undergravning af branchen består i, at journalister underminerer hinanden. Hvordan?
Fordi der, som Ekstra Bladet rammende siger, er “deadline hvert femte minut”. Det betyder at, lige meget hvor dygtig en journalist du er, bliver din historie hele tiden overhalet – læseren kan HELE tiden finde nye småfacetter hos konkurrenten, og dermed oplever han/hun at være på siden af, og ofte FORAN dig. Dermed knuses mediernes gamle autoritetsposition.

Som jeg skriver i kronikken: der er IKKE tale om, at læseren gør arbejdet selv – dvs., det er slet ikke  “brugergenereret indhold”, der er udfordringen. Der er derimod tale om, at den konstante nyhedsstrøm gør DEN ENKELTE artikel og dermed DEN ENKELTE journalist til en del af ét samlet produkt, som læserne i virkeligheden forbruger komplet uafhængigt af, hvilke websites det præsenteres på, og i hvilken form (skrift, billede, lyd).

Paradokset: læserne er mere villige til at bruge timevis på det samlede produkt - men MINDRE villige til at betale for en enkelt del af det. Vi skal lære, at disse to kendsgerninger hænger sammen: Det er, FORDI de så gerne vil bruge så mange skiftende medier hele tiden, at brugerne ikke føler loyalitet over for ét af dem.
 
Alle har tabt, skriver du, men hvad med nichemedier som Kforum?
Man kan indlysende forestille sig en polarisering: stadig ‘bredere’ mainstreammedier på den ene side og på den anden: stadig snævrere nichemedier, der, så længe de kan finde indtægterne, henvender sig til stadig mindre målgrupper (ihvertfald på engelsk – en niche i et land med 5 mio. mennesker kan blive MEGET lille).
 
Hvilke aviser synes du, er verdens bedste?
New York Times – en avis, man kun kan drive med et befolkningsgrundlag på 300 mio., engelsk og 100 års tradition. Og som, for at illustrere pointen, er 

1. frit tilgængelig på nettet og
2. på randen af fallit.